FDAs vedtægter

FDAs vedtægter kan også downloades i pdf her.
 

 

VEDTÆGTER FOR FORENEDE DANSKE ANTENNEANLÆG.

Senest ændret 5.11.2023.

 

§ 1. Navn

Foreningens navn er ”Forenede Danske Antenneanlæg”, forkortet FDA.

 

§ 2. Formål

FDA er interesse-, branche- og forbrugerorganisation for brugerejede danske fællesantenneanlæg, kabel-tv-anlæg og bredbåndsanlæg samt grundejerforeninger, boligafdelinger m.fl., der driver antenneanlæg i et brugerejet regi.
 

Stk. 2. FDA varetager samme interesser som nævnt i stk. 1 for brugergrupper i anlæg, der ikke ejes af brugerne selv, samt for beboerforeninger og boligselskaber.
 

Stk. 3. FDAs formål er at tale sine medlemmers sag over for myndigheder, rettighedshavere og leverandører samt bistå medlemmerne med erfaringsudveksling og rådgivning omkring anlæggenes drift og udbygning, herunder juridisk og teknisk rådgivning.

 

Stk. 4. FDA kan indgå generelle aftaler med rettighedshavere og leverandører om leveringsbetingelser og vilkår.

 

Stk. 5. FDA kan indgå andre aftaler, som medlemmerne efterfølgende kan benytte eller tilslutte sig.

 

Stk. 6. FDAs medlemmer kan give FDA fuldmagt til i konkrete sager at forhandle, indgå aftaler eller føre retssager på det eller de pågældende medlemmers vegne.

 

Stk. 7. FDA skal behandle henvendelser fra antenneforeninger fortroligt i forhold til myndigheder, leverandører og andre eksterne aktører.

 

Stk. 8. FDA kan tilbyde sine medlemmer andre serviceydelser, der finansieres ved brugerbetaling.


Stk. 9. FDA er partipolitisk neutral.

 

§ 3. Medlemmer

Som medlemmer kan optages brugerejede antenneanlæg i form af kabel-tv-anlæg og bredbåndsanlæg m.v.
 

Stk. 2. Som medlemmer kan endvidere optages sammenslutninger af forbrugere i net, der ikke ejes af brugerne selv samt beboerforeninger, boligselskaber, internetsammenslutninger, brugergrupper og andre sammenslutninger, der driver tilsvarende eller lignende virksomhed.
 

Stk. 3. Som medlemmer kan optages juridiske enheder indenfor det Danske Rigsfællesskab.
 

Stk. 4. Et medlem af FDA benævnes et ”medlem”.
 

Stk. 5. Et medlem skal respektere beslutninger, der træffes af FDAs landsmøde eller hovedbestyrelse.

Stk. 6. Et
medlem skal give FDA oplysning om antal tilsluttede husstande i medlemmets område, mulige tilslutninger udover dette, hvilke tekniske faciliteter og teknikker, man bruger, hvem der vedligeholder og signalforsyner anlægget, navn og kontaktdata for bestyrelsesmedlemmer og evt. kontor.

 

Stk. 7. Antenneanlæg, der ikke er medlem af FDA, kan opnå medlemskab på prøve i indtil 4 måneder. Prøvemedlemmer har ikke stemmeret.
 

Stk. 8. Udmeldelse kan ske med mindst 3 måneders varsel til et års udløb. Ved udmeldelse forfalder skyldige poster til umiddelbar betaling. Udmeldelse berettiger ikke til udbetaling af nogen andel af FDAs formue. Efter udmeldelse fortaber medlemmet enhver ret til at bruge materialer og produkter m.v.
 

 

§ 4. Landsmøde

FDAs højeste myndighed er landsmødet.


Stk. 2. Landsmødet afholdes hvert år inden udgangen af november måned. Landsmødet indkaldes ved skriftligt varsel til hvert medlem senest 8 uger før.

Stk. 3. Forslag, som et medlem ønsker behandlet på landsmødet, skal være FDAs sekretariat i hænde senest 6 uger før.

Stk. 4. Dagsorden, skriftlig beretning, revideret regnskab, budget samt eventuelle forslag udsendes til
medlemmerne senest 4 uger før landsmødets afholdelse.

Stk. 5. Hvert medlem kan deltage i landsmødet med en stemmeberettiget delegeret.
 

Stk. 6. Anmeldelse af delegerede skal ske skriftligt til FDAs sekretariat senest 2 uger før landsmødet.

Stk. 7. Hver delegeret har 1 stemme.

 

Stk. 8. Der kan ikke stemmes ved fuldmagter.
 

Stk. 9. Bestyrelsesmedlemmer og andre repræsentanter for medlemmerne, der ikke er tilmeldt som delegeret, kan tilmeldes som observatør uden stemmeret.


Stk. 10. Dagsorden til ordinært landsmøde skal mindst indeholde følgende punkter:

1.        Valg af dirigent(er), sekretær(er) samt stemmeudvalg.

2.        Beretning fra Hovedbestyrelsen om tiden siden seneste landsmøde.

3.        Godkendelse af regnskab for det foregående regnskabsår.

4.        Behandling af forslag.

            5.        Kontingent for det kommende år.

                      a. Orientering om Hovedbestyrelsens budget for det kommende år samt status vedr.                                    indeværende års budget.

                      b. Beslutning om kontingent, bidrag til juridisk fond og honorarramme for HB.

            6.        Valg.

                      a) Landsformand for 2 år i ulige år.

                      b) Næstformand for 2 år i lige år.

                      c) 3 Hovedbestyrelsesmedlemmer for 2 år i ulige år.

                      d) 2 Hovedbestyrelsesmedlemmer for 2 år i lige år.

                      e) 2 suppleanter til Hovedbestyrelsen for 1 år.

                      f) 1 revisor for 2 år.

                      g) 1 revisorsuppleant for 1 år.

                      h) 1 registreret eller statsautoriseret revisor og 1 suppleant for denne for 1 år.

            7.        Eventuelt.

 

Stk. 11. Hovedbestyrelsen sikrer kontrol med anmeldelse af delegerede og orienterer inden landsmødets begyndelse dirigenten herom.


Stk. 12. En kandidat kan vælges, såfremt denne har meddelt sit kandidatur eller er opstillet af et medlem. Kandidater (bortset fra til 6 h)) skal på valgtidspunktet være aktive som bestyrelsesmedlem i - eller ansat hos - et medlem, der fortsat er medlem af FDA pr. 1.1. det følgende år.

 

Når en valgt kandidat ikke længere opfylder forudsætningen om enten at være bestyrelsesmedlem eller ansat hos et medlem fortabes pladsen umiddelbart og den først stående suppleant indkaldes i vedkom­mendes sted.
 

Stk. 13. Ekstraordinært landsmøde afholdes, hvis Hovedbestyrelsen eller mindst 15 % af medlemmerne kræver det ved fremsættelse af forslag til behandling. For ekstraordinært landsmøde gælder, at det indkaldes senest 2 uger efter at kravet er fremsat og at det herefter afvikles tidligst 2 uger og senest 5 uger efter at indkaldelsen med angivelse af dagsorden er sket. For ethvert ekstraordinært landsmøde gælder at dagsordenen som minimum skal indeholde punkterne 1, 2, 4 og 7 fra dagsordenen for ordinært landsmøde.
 

Stk. 14. Alle afgørelser på landsmødet sker ved almindeligt stemmeflertal, jf. dog § 16 og 18.
 

Stk. 15. Alle udsendelser og meddelelser i § 4 kan ske med almindelige post eller e-mail.

 

§ 5. Hovedbestyrelsen

Hovedbestyrelsen, kaldet HB, består af syv medlemmer, og er FDAs højeste myndighed mellem landsmøderne. Intet medlem kan have mere end en repræsentant i Hovedbestyrelsen.
 

Stk. 2. Nyvalgte Hovedbestyrelsesmedlemmer tiltræder ved afslutningen af det første landsmøde efter valget.
 

Stk. 3. Hovedbestyrelsen påser, at landsmødets beslutninger gennemføres og kan i øvrigt træffe de beslutninger, den finder nødvendige og hensigtsmæssige for at fremme FDAs formål.
 

Stk. 4. Hovedbestyrelsen træffer ved en forretningsorden nærmere bestemmelse om sin funktion.

Stk. 5. Hovedbestyrelsen kan beslutte at yde økonomisk støtte til gennemførelse af konkrete sager og i øvrigt til sager, der skønnes af principiel interesse for FDAs medlemmer.

 

Stk. 6. Hovedbestyrelsen træffer afgørelse ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er Landsformandens stemme afgørende.

 

Stk. 7. Hovedbestyrelsesmedlemmer kan ikke samtidig være daglig leder af Sekretariatet.

 

Stk. 8. Hovedbestyrelsen har ansvaret for FDAs løn- og personaleforhold via et personaleudvalg bestående af Landsformanden, Næstformanden og yderligere et medlem af hovedbestyrelsen.

 

Stk. 9. Alle vederlag til medlemmer af HB og til sekretariatschefen skal godkendes af HB.

 

 

§ 6. Landsformanden og Næstformanden

Landsformanden har den overordnede ledelse af FDA repræsenterer og udtaler sig på FDAs vegne i samarbejde med sekretariatschefen. Der kan uddelegeres opgaver til sekretariatschefen, der kan indebære, at det er sekretariatschefen, der udtaler sig på vegne af FDA.
 

Stk. 2. Ved Landsformandens forfald indtræder Næstformanden i dennes funktion.
 

Stk. 3. Ved Næstformandens forfald eller indtræden som Landsformand konstituerer HB en ny Næstformand fra sin midte.

 


§ 7. Juridisk fond

FDAs juridiske fond kan understøtte medlemmerne ved rets- og myndighedssager og andre tvister. Støtte gives fortrinsvis til sager af principiel karakter.
 

Stk. 2. FDAs juridiske fond ledes af Hovedbestyrelsen.

 

Stk. 3. FDAs juridiske fond tilføres midler fra et særligt kontingent, fra FDAs drift og fra evt. donationer. Fondens midler skal holdes adskilt fra FDAs øvrige midler.

 

§ 8. Udvalg

Hovedbestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af særlige opgaver.
 

Stk. 2. Samtidig med nedsættelsen fastsættes udvalgets kommissorium og sammensætning.
 

Stk. 3. Udvalgs aktivitet finansieres af FDA efter Hovedbestyrelsens beslutning.

Stk. 4. Udvalg modtager bistand fra FDAs sekretariat til udsendelse af informationer, indkaldelser mv. og til løsning af andre relevante opgaver.

 

Stk. 5. Der kan afholdes møde i udvalg i forbindelse med landsmødet, hvor alle medlemmer kan deltage.

 

Stk. 6. Hovedbestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for udvalgs virksomhed.


 

§ 9. ERFA-grupper

Hovedbestyrelsen kan oprette og nedlægge ERFA-grupper til varetagelse af særlige interesser efter behov. Det kan være for en bestemt distributør, leverandør eller et fagligt område eller på anden vis.
 

Stk. 2. ERFA-gruppens aktivitet finansieres af FDA efter Hovedbestyrelsens beslutning.
 

Stk. 3. ERFA-gruppen modtager bistand fra FDAs sekretariat til udsendelse af informationer, indkaldelser mv. og til løsning af andre relevante opgaver.
 

Stk. 4. Der kan afholdes møde i ERFA-gruppen i forbindelse med landsmødet, hvor alle medlemmer kan deltage.
 

Stk. 5. Hovedbestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for ERFA-gruppers virksomhed.

 

§ 10. Sekretariat

Sekretariatet varetager den daglige drift af FDAs aktiviteter, den direkte rådgivning af FDAs medlemmer og stiller andre serviceydelser til rådighed for medlemmerne.
 

Stk. 2. Hovedbestyrelsen kan ansætte en daglig leder af Sekretariatet.
 

Stk. 3. Hovedbestyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser for sekretariatets virksomhed.

 

§ 11. Økonomi

Det økonomiske grundlag for FDAs drift tilvejebringes gennem medlemmernes betaling af et årligt kontingent, der fastsættes af landsmødet.

Stk. 2. Det på landsmødet fastsatte kontingent forfalder til betaling den 1. februar i det regnskabsår, det vedrører. Forfaldne kontingenter, der ikke betales rettidigt pålægges et gebyr.

 

Stk. 3. Foreningens økonomiske grundlag kan styrkes gennem drift af regnskabsservice og anden virksomhed, der har relation til drift af medlemmerne og deres anlæg.
 

Stk. 4. Hovedbestyrelsen kan i forbindelse med optagelse af nye medlemmer fastsætte særlige vilkår, herunder vedrørende kontingent. Sådanne vilkår skal fremgå af årsregnskabet.

 

§ 12. Hæftelse

FDA hæfter kun for sine forpligtelser med den FDA til enhver tid tilhørende formue.
 

Stk. 2. Der påhviler ikke FDAs Hovedbestyrelse, direktion eller medlemmer nogen personlig eller kollektiv hæftelse.

 

 

§ 13. Tegning

FDA tegnes af Landsformanden og et andet Hovedbestyrelsesmedlem i forening eller af tre Hovedbestyrelsesmedlemmer i forening.
 

Stk. 2. Hovedbestyrelsen kan meddele prokura.

 

 

§ 14. Honorarer

Der kan tillægges Hovedbestyrelsens medlemmer honorar, inden for en af landsmødet godkendt ramme.
 

Stk. 2. Størrelsen af honoraret og modtageren skal fremgå af årsregnskabet og indgår i landsmødets godkendelse af dette.
 

Stk. 3. Honorarer kan ikke udbetales forud.
 

Stk. 4. Beløbsrammen fastsat af landsmødet er gældende for hele året og fordeles forholdsmæssigt mellem de personer, som har bestridt pladsen, baseret på hele måneder.

 

Stk. 5. Den godkendte ramme fordeles efter følgende fordelingsnøgle:
 

            •         Formand 30 %
            •         Næstformand 20 %              
            •         Øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer 10 % hver

 

Stk. 6. Alle valgte eller af Hovedbestyrelsen udpegede har krav på dækning af deres direkte omkostninger ved udførelse af deres hverv for FDA. Eventuel tabt arbejdsfortjeneste anses ikke for en direkte omkostning.

 

§ 15. Regnskab

Regnskabsåret følger kalenderåret.
 

Stk. 2. Regnskabet forelægges landsmødet til endelig godkendelse.

 

Stk. 3. Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
 

Stk. 4. Revisor skal foretage uanmeldt kasseeftersyn 1 til 2 gange årligt. I forlængelse heraf skal revisor tilstille en erklæring herom til Hovedbestyrelse og de kritiske revisorer.
 

Stk. 5. Regnskabet gennemgås af to landsmødevalgte revisorer.

 

 

§ 16. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan vedtages på landsmødet såfremt 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

Stk. 2. Vedtægtsændringer træder i kraft ved afslutningen af det landsmøde, på hvilket de vedtages.

 

 

§ 17. Eksklusion

Et medlem, som ikke respekterer nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af et landsmøde, kan af Hovedbestyrelsen indstilles til eksklusion. Eksklusionen skal godkendes på førstkommende landsmøde.
 

Stk. 2. Hovedbestyrelsen kan, når særlige omstændigheder taler herfor, dog foretage eksklusion med omgående virkning, idet det førstkommende landsmøde skal godkende eksklusionen. Det ekskluderede medlem har taleret på dette møde.
 

Stk. 3. Ved eksklusion forfalder alle eventuelle skyldige poster til FDA til umiddelbar betaling.
 

Stk. 4. Eksklusion fra FDA berettiger ikke til tilbagebetaling af nogen del af FDAs formue.

 

§ 18. Ophævelse

FDAs virksomhed ophører, når ophævelse vedtages med mindst 2/3 stemmeflertal på 2 på hinanden følgende landsmøder med højst 10 ugers mellemrum, hvoraf det sidste landsmøde først kan indkaldes, når det første har været afholdt.

 

Stk. 2. På landsmødet, hvor endelig ophævelse sker, vælges et likvidationsudvalg på 3 medlemmer til at forestå afviklingen. Eventuelt overskud efter at foreningens forpligtelser er dækket, fordeles mellem medlemmerne på ophævelsestidspunktet i forhold til seneste kontingentindbetalinger.

 

 

Således vedtaget på landsmødet i Vissenbjerg den 5. november 2023.

Dette sæt vedtægter er underskrevet af FDAs tegningsberettigede.

 

 

De oprindelige vedtægter er vedtaget på landsmødet den 25. oktober 1986. I vedtægterne er der vedtaget ændringer på landsmødet i Nyborg den 28. april 1990, på landsmødet i Kalundborg den 23. april 1994, på landsmødet i Ålborg den 23. april 1995, på landsmødet i Brædstrup den 28. april 1996, på landsmødet i Ringsted den 26. april 1998, på landsmødet i Brædstrup den 25. april 1999, på landsmødet i Brædstrup den 19. november 2000, på landsmødet i Brædstrup den 18. november 2001, på landsmødet i Brædstrup den 17. november 2002, på landsmødet i Brædstrup den 23. november 2003, på landsmøde i Brædstrup den 20. november 2005, på landsmødet i Billund den 8. november 2009, på landsmødet i Billund den 7. november 2010, på landsmødet den 6. november 2011 i Billund, på landsmødet den 4. november 2012 i Billund, på landsmødet den 3. november 2013 i Billund, på landsmødet den 2. november 2014 i Aarhus, på landsmødet den 6. november 2016 i Kolding, på landsmødet den 20. august 2017 i Kolding, på landsmødet den 2. november 2019 i Kolding, det elektroniske landsmøde den 31. oktober 2020, det ekstraordinære landsmøde den 26. juni 2021, på landsmødet i Kolding den 6. november 2021 og på landsmødet i Vissenbjerg den 5. november 2023.